Guardiola afslører: Haalands fod var brækket
Erling Haaland har ikke spillet en kamp for Manchester City siden begyndelsen af december, men i denne uge vendte han tilbage på træningsbanen.
Den norske stjernespiller har været ude med en skade i foden, men det har været ganske tavst fra Manchester Citys side i forhold til skadens omfang.
Nu har Pep Guardiola dog sat nogle ord på, og manageren afslører, at Haaland har haft et brud i foden.
– Det var knoglen. I sidste ende troede vi, at det var mindre alvorligt, siger Guardiola ifølge The Telegraph.
– Men det var en lille fraktur, og knoglen er ikke et muskelproblem, som man kan arbejde lidt med og komme tilbage.
– Når man har sådan en skade, er det et spørgsmål om tid. Når folk siger seks til otte uger, er det er seks til otte uger. Det handler ikke om, hvor meget man træner, eller om man tager til Abu Dhabi eller ej.
– Knoglen har brug for tid til at hele, og nu er vi nået dertil. Det vil være otte uger nu. Næsten to måneder denne eller næste weekend.
– Han har haft det godt i processen. Han skal nu have tid til at finde rytmen, og vi giver ham minutter, når han begynder at være klar.
Guardiola fortalte også, at Haaland ikke har haft nogen smerter i foden de seneste ti dage. Han kommer dog ikke til at spille i aftenens FA Cup-kamp mod Tottenham.
Selvom Haaland ikke har spillet siden begyndelsen af december, er han stadig topscorer i Premier League med 14 mål.
Læs flere nyheder om Manchester City her.