Grund til optimisme: Arsenal forventer stadig at hente Tierney
Det bliver ikke i dag, i morgen eller allerede næste uge, men Arsenal skulle fortsat være selvsikre og forvente, at en aftale om Kieran Tierney kan indgås inden for de næste to uger.
Det skriver The Scotsman fredag.
The Gunners fik første bud på £15 millioner afvist, og der har været forlydender om, at bud nummer to også skulle være blevet kastet til side af den skotske storklub.
Men skal man tro The Scotsman, så forventes Premier League-storholdet at vende tilbage med et forbedret bud på £20 millioner plus bonusser.
Celtic-manager Neil Lennon har ikke lagt skjul på, at Tierney var til salg for den rette pris, men advarede torsdag Arsenal ved at opfordre Premier League-klubben til at være seriøse med sine bud på venstrebacken.
– Arsenal er klar over, hvad vores værdisætning af spilleren er. Det kommer til at kræve langt flere penge, end hvad de tilbød i første omgang, før vi træffer en beslutning om at sælge, udtalte Lennon.