Gomes: Cech er som en ny angriber for Arsenal
Tjekkiske Petr Cech valgte denne sommer at forlade bænkpladsen i Chelsea til fordel for en startplads hos London-rivalerne fra Arsenal. Den 34-årige landsholdsmålmand fik ikke den bedste start på sin Arsenal-karriere, da klubben hjemme på Emirates tabte 2-0 til West Ham i sæsonpremieren.
Sidenda har tjekken og resten af Arsene Wengers mandskab spillet sig op og indtager nu en andenplads i Premier League. Lørdag møder The Gunners oprykkerne fra Watford og The Hornets brasilianske målmand Heurelho Gomes har stor respekt for sin tjekkiske målmandskollega:
– Jeg tror, at Petr Cech er ligesom en ny angriber for Arsenal. Han vil være kampafgørende flere gange i sæsonen, siger den tidligere Spurs-målmand til ESPN FC.
– Han har erfaringen til at hjælpe dem. Han har tidligere vundet Premier League og er blandt de bedste målmænd i England. Derfor er han også et vigtigt køb for Arsenal, slutter Heurelho Gomes.