Gode dage for Arsenal-fans: Emery lægger op til endnu en signing
Der er nu blot en uge tilbage af det engelske transfervindue, og selvom det startede sløvt for The Gunners, så har klubben sidenhen skudt sig varme.
Vi venter kun på den officielle præsentation af Nicolas Pepe, klubbens nye rekordsigning, mens Dani Ceballos, William Saliba og Gabriel Martinelli alle er blevet hentet.
Efter Arsenals sejr over Angers onsdag kunne Unai Emery dog fortælle, at der formentligt kommer mindst én signing mere.
– Vores mål er at hente endnu en spiller, hvis han virkelig kan forbedre os, sagde den spanske træner.
– Vi hentede Ceballos, og vi har muligheden med Pepe. Vi ser på chancen for at forbedre os, men vi henter kun spillere, som kan tage vores trup i den rigtige retning.
Nu kan Unai Emerys engelskkundskaber være svingende, men umiddelbart indikerer spanieren, at man blot skal forvente én signing mere udover Nicolas Pepe.
Kieran Tierney fra Celtic skulle være på blokken, og onsdagens meldinger var, at den 22-årige skotte var tæt på at gennemføre sit skifte.
Bliver han den sidste signing, som The Gunners foretager denne sommer, så har klubben dog fortsat ikke adresseret sine problemer i midterforsvaret, hvor Laurent Koscielny og måske også Shkodran Mustafi er på vej væk.