Goal kårer: Ugens VM-hold - fem PL-spillere iblandt
Mandag begynder den sidste runde i gruppespillet ved VM, og dermed er det kun de bedste hold, der får lov til at spille videre i turneringen.
Goal har derfor kåret de 11 bedste spillere i runde to, og her er der fem Premier League-spillere iblandt.
Den kommende Wolverhampton-spiller, Rui Patricio, stod en fantastisk kamp for Portugal i kampen mod Marokko, som portugiserne vandt med 1-0. Patricio diskede op med en sand klasseredning, som sikrede dem sejren.
John Stones har fået den ene af de to pladser i midterforsvaret. England smadrede VM-debutanterne fra Panama med 6-1, og Manchester City-spilleren kronede sin præstation med to mål på hovedstød.
Eden Hazard har fået en plads på midtbanen. Belgierne slog Tunesien med 5-2, hvor Hazard kom på måltavlen to gange. Belgien skal i sidste kamp spille gruppefinale mod England, hvor vinderen af denne kamp ender som 1'er i gruppe G.
Harry Kane er naturligvis også med på holdet som frontangriberen. VM's topscorer scorede hattrick mod Panama, og derfor er han selvskrevet på ugens hold.
Den sidste Premier League-spiller på Goals udgave af ugens hold er Romelu Lukaku. Manchester United-spilleren scorede ligesom Hazard to mål mod Tunesien.
