Glen Johnson kan spille mod Newcastle
Glen Johnson er helet hurtigere end forventet, siden han pådrog sig en ankelskade tilbage i september, og nu er englænderen en mulighed i weekendens opgør mod Newcastle.
Johnson er tilbage på træningsbanen Melwood efter at have siddet ude i omkring seks uger, og backen kan være tilbage i lørdagens udebanekamp mod Newcastle.
Johnson blev skadet i Liverpools 1-0 sejr over Manchester United, og selvom man frygtede, at han ville sidde ude i op til 10 uger, har han gjort hurtige fremskridt. Rodgers udtalte følgende om Johnson for et par uger siden:
– Glen er den type spiller, du ikke opdager, at du mangler, før han ikke er på holdet. Han var fremragende mod Manchester United, så det bliver fantastisk, når vi får ham tilbage. Han har fået fjernet gipsen fra foden, og han arbejder hårdt på at være tilbage inden for et par uger, sagde Rodgers.
Spørgsmålet er, hvordan Rodgers vil håndtere situationen i forsvaret til kampen mod Newcastle. Nordireren har spillet med tre spillere i forsvaret, og Johnson skal nu vænne sig til systemet, hvis Rodgers ikke skal risikere, at lave det hele om.