Glem det, United: Fernandes eller Savic kommer kun hvis Pogba skifter
Lad os starte med at sige en ting. Det er nærmest helt umuligt at blive klog på, hvad der sker på transferfronten i Manchester United.
I det ene øjeblik meldes Sergej Milinkovic-Savic tæt på klubben, mens det i det næste er Bruno Fernandes, som er på vej til Manchester. Men måske afhænger tilgangen af en af de to midtbaneprofiler af, at Paul Pogba forlader klubben.
Således rapporterer Manchester United-korrespondenten fra Manchester Evening News Dominic Booth, at Manchester United ikke kommer til at hente hverken Bruno Fernandes eller Sergej Milinkovic-Savic, hvis Paul Pogba bliver i klubben.
Lige nu tyder det mest af alt på, at franskmanden bliver på Old Trafford, og derfor kommer De Røde Djævle ifølge journalisten ikke til at få fingrene i Bruno Fernandes eller Sergej Milinkovic-Savic denne sommer.
Derimod melder selvsamme journalist, at det er langt mere sandsynligt, at Sean Longstaff bliver en del af Ole Gunnar Solskjærs trup til den kommende sæson, selvom Steve Bruce har slået fast, at den unge og talentfulde Newcastle-spiller ikke er til salg.
Også en aftale med Harry Maguire synes langt mere sandsynlig, om end den engelske landsholdsspiller fortsat spiller træningskampe for Leicester, hvorfor en handel mellem de to klubber næppe er forhandlet på plads.