Glem det, Barcelona: Chelsea vil ikke give slip på Christensen
FC Barcelona kan risikere at være uden forsvarsspilleren Samuel Umtiti i et godt stykke tid, og ifølge den spanske avis Mundo Deportivo har catalanerne udset sig Chelseas Andreas Christensen som erstatning for franskmanden.
Christensen har ikke været fast mand hos The Blues under Maurizio Sarri, men trods den manglende spilletid ønsker englænderne ikke at give slip på den danske forsvarsspiller.
Ifølge Daily Mirror har London-klubben afvist en forespørgsel fra FC Barcelona, da man under ingen omstændigheder ønsker at miste Christensen til januar.
Udover FC Barcelona har AC Milan også været kædet sammen med Christensen, men danskerens mange bejlere kan altså glemme alt om at slå kløerne i ham.
22-årige Christensen, der i går spillede fuldtid i sejren over PAOK, har endnu ikke optrådt for The Blues i Premier League i denne sæson.