Glad Guardiola: Kun to spillere på skadeslisten
Der venter nogle hårde og afgørende måneder for Manchester City, der i den kommende tid skal forsøge at stryge til tops i både Premier League, Champions League og FA Cuppen.
Heldigvis kan de forsvarende engelske mestre glæde sig over en meget kort skadesliste:
– Alle kom tilbage fra landsholdstjeneste i god form. Bortset fra Fabian Delph og Claudio Bravo er alle klar, fortæller Guardiola til klubbens officielle hjemmeside.
– Selvfølgelig har Benjamin Mendy brug for tid til at komme i topform, men han har trænet med de seneste tre dage. Forhåbentlig kan han spille en stor rolle i den resterende del af sæsonen.
– Vi har 21 spillere klar, og der vil blive kamp om pladserne.
Mendy har sammen med Kevin De Bruyne haft store skadesproblemer i denne sæson, mens Vincent Kompany, Fernandinho og John Stones de seneste uger også har haft problemer. Alle fem er dog klar til lørdagens opgør mod oprykkerne fra Fulham.