Giroud taler ud efter utroskab
Den franske Arsenal-profil, Olivier Giroud, kom i mediernes spotlys i februar efter en sag om utroskab, og franskmanden taler nu ud om situationen, og roser sin støttende manager, Arsene Wenger.
Olivier Giroud har haft en ganske fornuftig sæson som frontløber i Arsenal, men i februar blev angriberen bænket i to opgør efter en sag om utroskab i forbindelse med opgøret mod Crystal Palace.
Franskmanden skulle angiveligt have tilbragt natten med en undertøjsmodel på holdets hotel op til kampen mod Crystal Palace, og angriberen forklarer nu, at nogle af rygterne er sande, og erklærer sig på samme tid glad for støtten fra manager, Arsene Wenger.
– Managerens support var meget vigtigt for mig. Jeg kunne snakke med ham, og det var godt der var en positiv dialog mellem os – nu vil jeg gerne komme videre, og få en frisk start, erklærede franskmanden til det nationale medie, L’Equipe.
Angriberen, der i forvejen er gift og har børn indrømmede, at skandalen har været svær at leve med, men insisterede endvidere på, at banen blev et frirum for ham.
– Der er blevet sagt mange ting, og nogen af dem er sande, mens andre er løgne, men jeg brugte banen som et frirum hele tiden. Jeg er overbevist om, at alt der er sket kun har gjort mig stærkere, afslutter landsholdsangriberen.
Olivier Giroud havde en stor rolle, og scorede to gange, da Arsenal igår sparkede sig videre til semifinalerne af FA Cup-turneringen.