Giggs hylder Bale: Den største waliser nogensinde
Gareth Bale startede på bænken i Champions League-finalen mod Liverpool, men waliseren blev i 2. halvleg skiftet ind og afgjorde kampen med to mål.
Real Madrid-spilleren har nu vundet turneringen med de store ører fire gange, og landstræner Ryan Giggs hylder da også sin landsmand:
– Han er den største walisiske spiller, jeg har set spille, udtaler Giggs ifølge Daily Mail.
– Store spillere dukker op på de rigtige tidspunkter og gør forskellen, og det har han gjort i to Champions League-finaler.
– Når man tager til Real Madrid og vinder Champions League fire gange, så er man den bedste.
Den walisiske landstræner overværede finalen i Los Angeles sammen med resten af det walisiske landshold, der i øjeblikket forbereder sig til en venskabskamp mod Mexico, og der var i den grad god stemning, da Bale scorede på saksespark:
– Holdet og resten af trænerstaben så kampen, og da bolden gik ind, eksploderede rummet. Det var fantastiske scener, og det var dejligt, at hele holdet kunne fejre det sammen.
– Det var et af de mål, hvor man bare tænker 'wow'. Det er helt klart et af de bedste mål, der er blevet scoret i Champions League.