- Giggs den moderne udgave af Matthews
Den tidligere Manchester United-spiller, Gary Neville, mener, at Ryan Giggs er moderne tids udgave Stanley Matthews.
Neville mener, at Giggs spiller som en på 25 år, og han var særdeles imponeret over Giggs, der blev 40 år for nyligt, i Champions League-kampen mod Bayer Leverkusen.
– Hvad Ryan udretter i øjeblikket er fantastisk, sagde Neville ifølge Daily Star.
– Hvis du ikke vidste, at han er Ryan Giggs, ville du ikke kende hans alder – og hvis du blot så kampen mod Leverkusen, kan du argumentere for, at han var som en på 25 år.
– Disse typer kunne man finde i 1950’erne eller 1960’erne, hvor man havde spillere som Stanley Matthews, der spillede indtil, de var i 40’erne eller 50’erne – men du kunne aldrig forestille dig, at det skulle ske i dag, sagde Neville og afsluttede:
– En målmand eller en forsvarsspiller kunne måske spille videre, men en kantspiller, som var 17 år, da han startede og som nu er 40, har tilpasset sig til spillet. Og han kan stadig afdrible en mand, det er brillant.