Kane og Vardys succes i den forgangne landsholdspause har fået mange til at stille spørgsmålstgen ved, om Wayne Rooney bør spille fra start ved EM i Frankrig. Rooney har ikke haft store sæsoner de seneste år og det er vidt og bredt diskuteret, om man har set det bedste for fra den 30-årige United – og landsholdskaptajn.
Ifølge Liverpool-legenden Steven Gerrard, der udenfor banen er gode venner med Rooney, så er spekulationerne dog ikke berettiget. Ifølge Rooneys tidligere værelseskammerat på landsholdet, så bør Rooney uden tvivl spille til sommerens slutrunde.
– Jeg forstår dem, der siger, at han har haft et formdyk, og det tror jeg, at han vil være den første til at indrømme selv. Men han er stadig en angriber af høj klasse, der kan være kampafgørende i Frankrig. Vi har brug for ham der. Jeg tror, at der er tale om manglende respekt fra kritikerne her, siger Gerrard til The Telegraph og uddyber:
– I de seneste ti år har han underholdt Englands fans – han er blevet vores mest scorende spiller – og det er ikke længe siden, at man snakkede om, hvor den næste Rooney skulle komme fra. Den rigtige er her dog stadig, og han har stadig masser at byde på.
– Når vi snakker om de verdensklasse spillere, som vi har haft til rådighed, så har han været en af bedste i flere år, og nu er der dem, der vil have ham af holdet. Hvor er loyaliteten til en af de bedste spillere, og ikke bare fra vores generation, men i engelsk historie? Hvorfor er der så mange, der ønsker at se ham stoppe?
– Man ville ikke se dette i udlandet, hvor de største er beundret, og hvor de bliver bedt om at fortsætte så længe som muligt. Lad være med at fortælle mig, at Rooney ikke længere har en stor rolle at spille på landsholdet, både på og uden for banen, siger Gerrard.
Rooney er lige nu på vej tilbage fra en skade. Han forventes at spille med Manchester Uniteds U/21-hold i løbet af den næste uges tid og derefter sætte kursen mod et comeback for Louis Van Gaals tropper.