Gerrard forsvarer Liverpool-kaptajnen Henderson
Da Steven Gerrard i foråret 2015 trak sig fra sit karrierelange embede i den røde trøje, skulle Liverpool FC have en ny kaptajn. Det blev Jordan Henderson, som var det naturlige valg for Brendan Rodgers og senere hen Jürgen Klopp.
Henderson har dog fået en del kritik flere steder fra og folk virker ikke alle steder til at være lige begejstrede for kaptajnen. Ifølge Liverpool-legenden Steven Gerrard, så får Henderson dog for lidt kredit for sit arbejde.
– Der er altid meget kritik i fodbold. Det har jeg selv oplevet. Men se nu på, hvad Henderson giver til holdet og til de spillere, han har omkring sig. Han fik måske ikke den bedste start som kaptajn, men han arbejder fantastisk hårdt hver eneste dag, siger Gerrard til BBC Sport og uddyber:
– Han presser godt, han arbejder hårdt og med høj intensitet. Bare se på det mål, han lavede på Stamford Bridge. Hvor er roserne? Hvis enhver anden spiller havde lavet det mål, så var hele verden gået amok, lyder det fra Gerrard.
Efter lørdagens sejr i Swansea, så er Henderson og Liverpool nummer to i Premier League forud for søndagens kampe i Premier League.