Gennem alle disse år: Denne rivaliserende klub var Agüero faktisk fan af
Sergio Agüero forlader Manchester City som den mest scorende spiller i klubbens historie og en vaskeægte klublegende, som altid vil stå stærkt i en diskussion om, hvem klubbens bedste spiller nogensinde er.
Men før han nogensinde kom til de babyblå fra Manchester, var han tilsyneladende tilhænger af The Cityzens største rivaler i tabellen gennem de seneste sæsoner; Liverpool. Det viser en række gamle citater fra den tyske avis TZ, der interviewede den argentinske angriber i 2005.
– Jeg har været en Liverpool-fan ligeså længe, jeg kan huske, og det ville være en drøm at spille der. Jeg så Champions League-finalen og fejrede hvert mål, som var det mål for Independiente. Skulle jeg vælge en fremtidig liga at spille i, skulle det være i Premier League, udtalte den daværende Independiente-målscorer til TZ.
Det er alligevel en spøjs åbenbaring, som undertegnede ikke selv havde kendskab til. Man må dog næsten formode, at Agüeros forkærlighed for Liverpool er mindsket, mens antallet af sæsoner for Manchester City er steget.