Gary Neville vil ikke tilbage som træner
Det gik pludselig stærkt for Gary Neville, der i december 2015, blev hentet ind som træner i Valencia.
Det blev dog en kort fornøjelse for United-legenden, der blev fyret i marts.
Efterfølgende vendte han tilbage til sit gamle job som assistent for Roy Hodgson på det engelske landshold, men et tidligt engelsk exit til Island til EM kostede trænerstaben jobbet.
Herefter vendte Neville tilbage til endnu et tidligere job – nemlig som ekspert hos Sky Sports, hvor han stadig er at finde.
Neville fortæller, at han ikke har tænkt sig at vende tilbage som træner. I hvert fald ikke foreløbigt. Han vil koncentrere sig om sine nuværende projekter, der blandt andet omfatter et delt ejerskab af National League North-klubben, Salford City.
– Jeg er engageret her nu. Jeg satte to eller tre ting på pause, mens jeg var i Valencia og i sommer, fortæller Neville til Mail on Sunday.
– Efter sommeren havde jeg det lidt sådan 'Okay, de her projekter fungerer, så nu går vi med dem'. Og det kører.
– Jeg er langt mere passioneret omkring disse ting og Salford City, end jeg er omkring trænergerningen.
– Du skal aldrig sige aldrig, men jeg tror, det er usandsynligt, at du ser mig tilbage i trænerrollen, specielt de næste fem år, slutter Neville, der dog understreger, at han kan ændre mening.