Gary Neville: Lingard over Mkhitaryan og Martial
Jesse Lingard har været i fabelagtig form for Manchester United over de forgangne uger og har scoret syv gange i sine seneste ni optrædener for klubben.
Den engelske landsholdsspiller form har været vigtig for De Røde Djævle, der har hentet afgørende point på baggrund af hans fine præstationer på banens sidste tredjedel.
Nu mener Gary Neville, at den 25-årige englænder er et af de "skinnende lys" på Old Trafford og bør få en række af kampe som fast mand af José Mourinho.
Lingard har ifølge United-legenden vist lige præcis det, man ønsker sig fra en Manchester United-spiller.
– Ikke når det kommer til færdigheder som sådan, men omkring passion. Det er den vigtigste karakteristika for United-spillere. Sådanne spillere vil altid levere mere, fortæller Neville til Sky Sports.
– United er et stort sted at være, og man skal virkelig ville det. Jeg har hørt folk udfordre ham og sige, at han ikke er god nok, sige, at man bør sætte Henrikh Mkhitaryan ind, sætte Anthony Martial ind.
– Nej, lad os få Lingard ind, for han har alle de egenskaber, man ønsker. Folk ser denne periode som en svær periode, men ham, Antonio Valencia og Ashley Young skinner som lys, for de kæmper hårdt.
– Hvad fans vil have er loyalitet og spillere, der kæmper for trøjen og det er sådan en vigtig egenskab. Det skal ikke undervurderes, hvor vigtigt det har været for United siden 90'erne, slutter Neville.
Lingard har blot startet ni Premier League-kampe i denne sæson, men har altså lavet hele syv mål og fire assists.