Gallas havde forventet Vieira eller Henry som ny Arsenal-manager
Ifølge den engelske presse er det blot et spørgsmål om tid, før Unai Emery bliver præsenteret som Arsenals nye manager.
Flere af klubbens tidligere spillere er også blevet kædet sammen med det ledige sæde, hvor navne som Mikel Arteta, Patrick Vieira og Thierry Henry er blevet nævnt.
William Gallas, der også har en fortid i Arsenal, forventede også, at The Gunners ville prøve en af klubbens legender, og det overrasker ham, at valget falder på Emery.
– For at være ærlig er jeg en smule overrasket over, at Unai Emery bliver den nye manager. Jeg havde forventet at se de tidligere legendespillere som Patrick Vieira eller Thierry Henry, sagde Gallas til Sky Sports.
– Personligt forstår jeg ikke, hvorfor de ikke snakkede med dem og tilbød en af dem jobbet.
– De har gjort en masse for den klub. Da Arsenal vandt trofæer, var det på grund af, at de var der. De kender klubben så godt, og alle fansene elsker dem.
Gallas mener, at Emery er nødt til at skaffe resultater, og det vil ikke blive let for ham.
– Næste år tror jeg, at vi vil se, hvordan Arsenal vil gribe det an, fordi de kommer til at være under pres. Hvis Unai Emery tager til Arsenal, bliver han nødt til at skaffe resultater, og det bliver ikke let.