FSG sælger ikke Anfield-navn
Anfield er kendt som et af de mest legendariske fodboldstadions i verden, hvor mange flere gange har talt om en speciel Anfield-magt – specielt på de europæiske aftener.
Stadionet er netop nu ved at blive udbygget, så der kommer 8500 ekstra siddepladser på den ene langside – Main Stand. Dette vil øge stadionkapaciteten til 54.000 tilskuere.
Den kommercielle udvikling i fodbolden har været markant de seneste 10-15 år, hvor flere og flere rigmænd er trådt ind i de europæiske klubber.
Her har flere storklubber som fx Arsenal og Manchester City fået stadionnavne efter storsponsorer i form af Arsenals Emirates Stadium og Manchester Citys Etihad Stadium.
Dette lover FSG dog ikke bliver tilfældet i Liverpool, hvor Anfield altid vil forblive Anfield. Herimod snakker klubben med flere interesserede sponsorer omkring den nye Main Stand-tribune.
– Vi har en masse interesserede (i at sponsorere vores stadion, red.), men Anfield vil altid være Anfield. I stedet er vi på markedet for at finde en navnesponsor til den nye Main Stand, fortæller Mike Gordon fra FSG.
Gordon fortæller videre, at FSG har holdt flere samtaler med interessante partnere. Et eventuelt samarbejde afhænger af partnerens indgang til det at være Liverpool-partner.
Udvidelsen koster FSG mere end 1 milliard kroner og forventes at stå klar til 2016/17-sæsonen.