Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Frustreret Pogba svarer kritikkerne igen: Jeg er kun et problem, når vi taber

Af Mads Bye Marboe
11.06.2019 Kl. 17:36
Paul Pogba har tirsdag svaret tilbage på den kritik, han har været udsat for i løbet af sæsonen, ligesom han fortæller, at han har et godt forhold til Ole Gunnar Solskjær.

Paul Pogba er en af verdens mest ombejlede fodboldspillere. Holdningerne til franskmanden er mange, og selvom han noterede sig for 16 scoringer i sidste sæson, er det langt fra alle, som er tilfredse med hans præstationer i Manchester United.

Kritikere har blandt andet været efter hans optræden på sociale medier og hans spillestil, men det giver han ikke selv meget for – og han har titler til at bakke sit synspunkt op med.

– Sådan spiller jeg altid. Heldigvis har jeg vundet trofæer sådan. Jeg vandt VM sådan. Kropssprog, frisure, alle disse ting. Siden jeg var lille, har jeg spillet sådan, og det har ikke været noget problem. Det er aldrig et problem, når vi vinder. Det er altid et problem, når vi ikke vinder, når vi taber, eller når vi leverer en dårlig indsats – og når jeg scorer, laver en assists eller spiller en god kamp, er det ikke et problem.

– Formen ændrer sig altid. Nogle gange er man bedre end andre gange. Vi forsøger at være konsistente og at være top, top, top, men jeg har altid set en spiller være top, top, top hver gang. Nogle gange dykker ens form, men man forsøger ikke at komme for langt ned.

– Det afhænger også af holdet. Når man vinder, ser man ikke disse ting, forstår du? Man kigger ikke på den individuelle præstation. Man snakker måske med ham, som scorede, men man ser en god præstation fra holdet. Når man taber, forsøger man derimod at udpege enkelte spillere og sige "han var dårlig," eller sådan noget.

Pogba var en af mange United-spillere, som blomstrede op, da Ole Gunnar Solskjær undervejs overtog fra Jose Mourinho, og selvom franskmanden også faldt i niveau mod slutningen af sæsonen, nyder han at spille under den norske manager – modsat tidligere managere.

– Det første, Ole sagde til os, var, at vi skulle nyde at spille fodbold. Det gjorde vi, og det gør vi stadig – nyder at spille fodbold. Jeg ved ikke, om ordet eksisterer, men folk kalder ham "babyface." Han er bare en glad og rar person. Han får folk til at smile, og det var en rigtig dejlig ændring at få ham ind.

– Vi har et rigtig godt forhold. Han er en rigtig flink fyr, en god person, rigtig god mod spillerne og meget tæt på spillerne. Førhen var der managere, som kun tænkte på at arbejde, og de snakkede ikke rigtigt med spillerne, fortæller han til Daily Mirror.

Pogba meldes fortsat på vej til Real Madrid, men i interviewet udtrykker han desuden sin ambition om at vinde Premier League med Manchester United.

Annonce