Fraværslisten bekymrer i Arsenal
Arsenal spiller i aften mod Marseille i Champions League, men det bliver uden en række profiler – og det bekymrer manageren og spillerne i klubben.
Arsenal har fået en rigtig fin start på sæsonen, men Arsene Wenger har andre vigtigere ting at tænke på lige for tiden. Fravæslisten er nemlig blevet større fra uge til uge, og en række Arsenal-spillere er ikke med i Frankrig til aftenens Champions League-opgør i Marseille.
For eksempel kan det nævnes, at følgende spillere ikke er rejst med til Frankrig: Mikel Arteta, Nicklas Bendtner, Santi Cazorla, Abou Diaby, Alex Oxlade-Chamberlain, Lukas Podolski, Tomas Rosicky, Yaya Sanogo og Abou Diaby. Og det bekymrer Wenger.
– Jeg er bekymret over, at truppen ser tynd ud, udtaler Wenger til ESPN og tilføjer:
– Fra nu af og indtil jul spiller vi hver tredje eller fjerde dag, og vi kan ikke spille de næste to måneder med den trup, som vi har lige for tiden.
– Det er meget vigtigt, at vi får nogle spillere tilbage, afslutter franskmanden.