"Frastødende, ækelt og skamfuldt": Historien om den mest voldelige VM-kamp i fodboldhistorien
”Den dummeste, mest frastødende, ækle, skamfulde fodboldkamp i spillets historie”. Sådan blev et sammendrag af VM-kampen mellem Chile og Italien i juni 1962 præsenteret af BBC for de engelske tv-seere.
VM’s historie er rig på mange uforglemmelige højdepunkter, men også nogle man ønsker at glemme. Den globale kappestrid om det eftertragtede trofæ er desværre plettet af beretninger om destruktivitetens kraft. Eksemplerne er talrige. Ved det første VM i Uruguay måtte politiet på banen i flere tilfælde for at standse masseslagsmål. Den vidunderlige østrigske tekniker Mathias Sindelar blev kynisk og kontinuerligt sparket ned af Italiens voldsparate, naturaliserede argentiner, Luis Monti, i semifinalen ved VM i 1934. Kvartfinalen ved VM i 1954 mellem Brasilien og Ungarn udviklede sig til et voldsorgie, der fortsatte i omklædningsrummet efter det såkaldte ”Slaget i Bern”. Pelé blev skandaløst losset i stykker af bulgarske forsvarsspillere i 1966. Patrick Battiston blev så effektivt jordet af den hensynsløse tyske keeper Toni Schumacher i 1982, at man frygtede for franskmandens liv.
Men det mest perfide eksempel på en VM-kamp der fik et skændigt, voldeligt forløb må være ”Slaget i Santiago” i 1962, hvor italienske og chilenske aktører gik amok i kung fu spark og springskaller, så den engelske dommer, Ken Aston stod fuldkommen rådvild og magtesløs.
Ulastelig gentleman i voldsorgie
Aston var en mand af den gamle skole. Ligesom den engelske topdommer Arthur Ellis, der passede fløjten i forbindelse med den ovenfor omtalte VM-dyst mellem Ungarn og Brasilien i 1954. Ellis havde vanskeligt ved at tøjle voldsomhederne, men bevarede en ophøjet ro midt i kaosset, og belærte synderne med strakt pegefinger og skolemester attitude. I engelsk fodbold var man vant til at der blev gået til stålet, men man forsøgte ikke at skade hinanden. Et rask slagsmål kunne som regel ordnes med en formanende snak og et handshake.
Ellis udtalte efter en ”venskabsmatch” der udartede temmelig kraftigt mellem Coventry City og argentinske San Lorenzo i 1956, at ”De her folk (sydamerikanerne, red.) må lære sportsmanship og det er os, der må lære dem det. Sydamerikanerne er lettere at ophidse og meget mere passionerede end vi er. De gør skøre og impulsive ting, men få minutter senere er de oprigtigt kede af deres opførsel”. Kampen endte med at Ellis blev losset ned af en argentiner, hvilket startede en uoverskuelig tumult. Det var meget karakteristisk for den britiske stil, der var lige dele gentleman med stiv overlæbe, og naiv, selvfed arrogance.
Ken Aston agerede omtrent ligesådan, da han forgæves forsøgte at bevare overblikket i det blodbad, som ”Slaget i Santiago” hurtigt udviklede sig til. Han var en dommer der lagde stor vægt på korrekt opførsel, ordentlighed i sprog og kommunikation, og så var han altid så nydeligt og ulasteligt klædt i sit sorte dommeroutfit, at han ligefrem dannede skole. Men styre begivenhederne, det var han på ingen måde i stand til.
Fra starten var stemningen ond og hadsk. Efter blot 8 minutters spil blev en af italienerne udvist efter et groft overfald. Spilleren nægtede at forlade banen, og politiet måtte lægge sig imellem for at kølne de glovarme gemytter. Mens Astons opmærksomhed var rettet imod disse begivenheder, brækkede en af chilenerne næsen på en modstander. Det blev fulgt op af flyvende spark til hovedet, skaller, slag, spark og et hav af spyt og snot. Og sådan fortsatte denne hadets match derudaf. En opvisning i utilsløret vold.
Aston udviste senere en italiener mere, men iagttagere måtte konstatere, at han burde have smidt mindst det samme antal chilenere ud, og kombattanterne kunne sagtens have være reduceret med yderligere 3-4 mand hver. Politiet måtte entre banen 4 gange for at standse slagsmål. Værtsnationen vandt det chokerende og skammelige voldsorgie af en kamp med 2-0.
I det hele taget var opgøret sørgeligt symptomatisk for en VM-slutrunde, hvor tilgangen var defensiv, destruktiv og kynisk. Selv Brasilien spillede kedeligt og minimalistisk. O Selecão var meget langt fra det smukke og charmerende Jogo Bonito fra VM i Sverige 4 år tidligere, hvor Pelé og Garrincha bjergtog hele planeten med sambafodbold for feinschmeckere.
Selv om Pelé blev gjort ukampdygtig allerede i den indledende pulje, lykkedes det dog brasilianerne at genvinde titlen i en meget skuffende VM-turnering, hvor Garrincha fremstod som et enkelt positivt lys i en meget mørk og destruktiv slutrunde.
Opfandt de gule og røde kort
Ken Aston glemte aldrig det nærmest traumatiserende ”Battle of Santiago”. Han dømte aldrig mere ved en slutrunde, men sad i mange år i FIFAs dommerkomité. I 1966 overværede han Englands kvartfinaleopgør mod Argentina, hvor den tyske dommer Krautlein havde meget vanskeligt ved at kommunikere verbalt med den argentinske anfører, Antonio Rattin, der brokkede sig i flere tilfælde. Dommerens irritation afstedkom at Rattin til sidst blev udvist. Argentineren fattede tilsyneladende intet af hvad han havde gjort galt, og der var helt åbenlyst en sproglig barriere.
Aston oplevede optrinnet som undgåeligt. På vejen hjem holdt han ved et stoplys og indså, at fodbolden kunne have behov for et visuelt advarselssystem. Ligesom ved fodgængerfeltet kunne man vise gult og rødt ved forskellige lovbrud og forseelser, fremfor at ende i Rattins sted. Kortene for advarsel og udvisning blev indført fire år senere ved VM i Mexico i 1970.
Ken Aston kunne unægtelig selv have haft god brug for sin opfindelse, da han stod rådvild og rystet i skandalens og orkanens øje i Santiago.
Hvis du vil læse mere om Pelé og Garrincha, så se her:
Pelé: Link.
Garrincha: Link.
VM-skandalerne 1930. Link.
VM-skandalerne 1934. Link.
VM-skandalerne 1954. Link.
