Franske fans vil bænke Pogba
Det er ikke nemt at være Paul Pogba for tiden. Da Frankrig forleden spillede træningskamp mod Italien måtte midtbanestjernen efter en skidt præstation lægge ører til fansenes piften, og for klubholdet Manchester United har han flere gange i løbet af foråret været bænket til fordel for navne som Scott McTominay og Marouane Fellaini.
Og nu kan det også ende med, at han ender på bænken for det franske landshold. I hvert fald hvis det står til de fans, der har deltaget i en afstemning hos det kendte magasin France Football. Hele 73% af deltagerne svarer nemlig, at de helst ser Paul Pogba bænket, når Frankrig sparker VM i gang mod Australien d. 16. juni i Kazan.
Og det er ikke kun fansene, der vil se mere fra Pogba. Frankrigs landstræner Didier Deschamps har også været ude at kræve mere fra sin midtbanemotor:
– Jeg ved, hvad han kan. Han er nødt til at øge sit niveau. Men jeg tror på ham, ligesom jeg tror på resten af mine spillere, siger Deschamps til Telefoot.
Paul Pogba og Frankrig har stadig en enkelt træningskamp til gode op til VM. De møder nemlig USA på lørdag i Lyon.