Fransk medie: West Ham overvejer bud på Nice-angriber
West Ham skal spille europæisk fodbold i næste sæson, hvor klubben også rykker til det olympiske stadion, og derfor håber London-klubben på at kunne tiltrække flere dygtige spillere.
Slaven Bilic er især på jagt efter en angriber, og West Ham er blevet sat i forbindelse med en lang række spillere, og nu er endnu en kommet på listen.
Le10Sport rapporterer, at West Ham er ude efter den 23-årige angriber, Alassane Pléa, som startede denne sæson med at score to mål i de første tre kampe for Nice.
Siden blev angriberen ramt af en knæskade, der holdt ham ude i fire måneder, men franskmanden nåede alligevel op på seks mål og fire assists i 19 kampe.
Pléa kan også spille på kanten, og han kan være en vigtig brik i West Hams forberedelser frem mod den kommende sæson.