Fransk manager: Martial er et fænomen
Willy Sagnol, der blandt andet har en stor fortid som spiller for det franske landshold og i Bayern München, har rost Manchester United store sommerindkøb, Anthony Martial, som, han mener, er meget moden sin unge alder taget i betragtning.
Den nuværende Bordeaux-manager trænede Martial, da han stod i spidsen for det franske U/21-landshold. Sagnol gav Martial debut på ungdomslandsholdet allerede som 17-årig, og dengang fik Sagnol kritik for at bringe så ung en spiller på banen.
Nu er den tidligere højre back godt tilfreds med, at Martial har vist sit værd på den største scene fra dag ét i Manchester United, hvor han er startet med tre ligamål i to kampe.
– Nu er det nemt at sige: Hej gutter, jeg sagde allerede for to år siden, at Martial er et fænomen, fortæller Sagnol til France Football.
– Men sandheden er, at jeg spillede med ham på U/21-landsholdet, da han kun var 17 og spillede i CFA med Monacos reserver. Nogle folk fortalte mig, at jeg var skør på det tidspunkt, men han var en knægt, jeg virkelig kunne lide. Stille og ydmyg.
– Men når først man kommer ind under overfladen, er han faktisk moden for sin alder.