Fransk avis: Monaco sætter prisskilt på Arsenal-emne
Arsenal-fans forventer, at Arsene Wenger vil foretage investeringer i nye spillere til vinter og har en central midtbanespiller som førsteprioritet.
Sami Khedira er blevet rygtet stærkt til Emirates, men det forlyder nu, at Bayern München allerede har indgået en aftale med tyskeren.
Derfor er Arsene Wenger nødsaget til at se på andre muligheder og har bl.a. udset sig portugisiske Joao Moutinho fra Monaco.
Han ankom til den franske rigmandsklub sidste år sammen med James Rodriguez i en samlet handel, der kostede Monaco hele €70 millioner. Joao Moutinho udgjorde angiveligt €25 millioner af dem.
Der er dog ledelsesproblemer i Monaco, hvor ejeren har mistet en stor del af sin formue grundet en skilsmisse. Joao Moutinho er en af klubbens største profiler, og klubben er villig til at sælge ham – dog kun for det rigtige beløb.
Ifølge den franske avis L'Equipe har man fastsat et prisskilt på portugiseren, der lyder på hele €50 millioner. Det svarer til godt 370 millioner kroner.