Franks "fantastiske" hold: Det er ikke det samme Brentford
Unai Emery er udmærket bevidst om, at der ikke venter Aston Villa nogen let opgave, når Brentford onsdag aften gæster Villa Park.
Emery og Thomas Frank overtog henholdsvis Arsenal og Brentford på omtrent samme tid i 2018, og siden er de på hver sin måde kommet til succes.
I 2021 rykkede Frank Brentford op i Premier League, hvor han året efter mødte Emery. Spanieren var i mellemtiden blevet fyret i Arsenal, ansat i Villareal og vendt tilbage til England for at træne Aston Villa, som han i sommer kvalificerede til Champions League.
Forud for onsdagens opgør roser Emery sin danske kollega.
– I morgen (onsdag, red.) vil vi spille mod et meget svært Brentford. De er vores modstandere. De er nu på vores niveau, siger Emery ifølge Aston Villas hjemmeside.
– For mig er Brentford et af de hold, som har præsteret mest stabilt over det seneste år. Taktisk har de forbedret sig. Det er ikke det samme Brentford-hold, som jeg kendte, da jeg var i Arsenal.
– De forbedrer sig hele tiden, og taktisk har de tilføjet en masse ting. De spiller fantastisk fodbold. Jeg værdsætter og respekterer deres hårde arbejde, deres træner og deres spillere meget.
Under Thomas Frank er Brenford sluttet som nummer henholdsvis 13, ni og 16. Pt. ligger de nummer otte, et enkelt point foran Villa på 12.-pladsen i den tætte midterstrid.
Kampen sparkes i gang klokken 21.15 dansk tid.
Læs også: Flyvende Damsgaard i fornemt selskab

















