Frank og Tottenham leverer stort comeback
Thomas Frank og Tottenham havde en rigtig svær dag på kontoret lørdag eftermiddag i Premier League, men fik leveret et stort comeback.
Der var blot spillet otte minutter af kampen, da der var åbent hus i Tottenhams defensiv, og det udnyttede den tidligere Superliga-spiller Yankuba Minteh.
Den lynhurtige kantspiller driblede forbi Guglielmo Vicario og trillede nemt bolden det sidste stykke over målstregen.
Føringen blev udbygget efter en halv time, da Yassin Ayari fik gjort det til 2-0, og Brighton var i den grad ovenpå.
Kort før pausen fik Thomas Frank dog lidt at glæde sig over, da brasilianske Richarlison fik reduceret til 2-1.
Tottenham havde bolden klart mest efter pausen, men det kneb gevaldigt med at skabe store chancer, og derfor måtte der lidt hjælp til.
Med otte minutter tilbage af kampen var Jan Paul van Hecke så uheldig at lave selvmål, så der pludselig stod 2-2 på måltavlen.
Den stilling holdt resten af kampen, og dermed kunne Thomas Frank glæde sig over, at det lykkedes at komme tilbage efter en skidt start på kampen.
Det ene point efterlader aktuelt Tottenham på andenpladsen i Premier League.


















