Fra tragedie til globalt brand
Fodboldhistoriker og forfatter Michael Kjærbøl har kigget på en af Premier League-rundens kommende kampe. Dette er anden del af en serie på tre.
Fra tragedie til globalt brand
Der er visse begivenheder i fodboldhistorien, der rummer så megen menneskelig tragedie at det næsten trodser enhver forstand.
I England, og særligt Manchester, vil Münchenkatastrofen i februar 1958 altid stå som en af de værste.
Det succesrige ”Busby-babe” mandskab, der to gange i træk havde vundet det engelske mesterskab, og netop havde spillet sig i semifinalen i Europa Cup turneringen for mesterhold, blev tragisk decimeret i München Riem Lufthavn.
Sne og slud på startbanen umuliggjorde take-off, og transportflyet med 44 personer og hele Manchester Uniteds verdensklassehold, forulykkede på dramatisk vis. Flyet brasede ind i et hegn og rev den ene vinge af i et sammenstød med et hus. Derefter pløjede det direkte ind i et skur med et benzinlager, hvilket forårsagede en eksplosionsbrand.
20 passagerer døde på stedet, og tre døde af kvæstelser, heriblandt andenpiloten. Flere fik desuden meget alvorlige skader.
Målmanden Harry Gregg blev tragediens helt og lyspunkt, idet han reddede flere personer ud af det brændende vrag, blandt andre den unge superstar in spe, Bobby Charlton.
Men 8 spillere (foruden 3 fra trænerstaben) omkom: Geoff Bent, Roger Byrne, Eddie Colman, Duncan Edwards (der døde af kvæstelser på hospitalet), Mark Jones, David Pegg, Tommy Taylor samt Billy Whelan.
Manager Matt Busby overlevede og kom sig efter voldsomme kvæstelser, mens to af spillerne, Jackie Blanchflower og Johnny Berry, aldrig kom til at spille fodbold igen. Også journalisterne Frank Swift (tidligere verdensklassekeeper) og Donny Davies blev dræbt. De vesttyske myndigheder lagde i første omgang ansvaret på piloten, James Thain, men senere undersøgelser fastslog, at Thain var uden skyld.
Skæbnen ville imidlertid, at tragedien blev afsættet til en ny æra. Matt Busby kom sig og byggede nye, succesfulde generationer på Old Trafford. Som en fugl Fønix genrejste Busby Manchester United til at være en enorm magtfaktor i både engelsk og europæisk fodbold, i dag måske klodens populæreste klub.
Evertons tre guldaldre
Everton FC spillede faktisk oprindeligt på Anfield, hvor stadion jo i dag er helt uløseligt forbundet med lokalrivalerne, Liverpool FC.
I 1901 mente Evertons ejere imidlertid, at lejen på Anfield Road var for høj, og man flyttede adresse til Goodison Park. Klubben var stiftet i 1878 af nogle skoledrenge fra St. Domingo’s Church School, og navnet var derfor til at begynde med St. Domingo’s FC. De helt oprindelige spilledragter fortaber sig i tågerne, men da man skiftede navn til Everton FC i 1879, var dragterne vist nok blå-hvid stribede, men man har også en omtrent samtidig kilde der siger sort med en rød diagonal stribe. Senere blev det altså det blå-hvide outfit og efter fordrivelsen fra Anfield, som omtalt, blå trøjer og hvide bukser, efter en kort periode i rødt.
I 1930’erne var Everton et stærkt ”brand”. Klubben kaldtes The School of Science, på grund af deres formfuldendte og uhyre effektive spillestil. Centerforwarden Dixie Dean bragede igennem og blev et af engelsk fodbolds helt store ikoner. Perioden blev én af tre gyldne epoker for The Toffeemen. Nummer 2 var omkring 1970, hvor den legendariske chef, Harry Catterick, byggede et uhyre stærkt mandskab op omkring en såkaldt ”Hellig treenighed” på midtbanen med verdensmesteren Alan Ball, ”Den hvide Pelé”, Colin Harvey samt strategen Howard Kendall. Med sidstnævnte som manager i 1980’erne oplevede Everton en tredje guldalder. Det var blandt andet i kraft af en af britisk fodbolds allerbedste keepere gennem tiderne. En lille walisisk skraldemand, hvis klasse og niveau satte nutidens Jordan Pickford aldeles til vægs.
Læs første del af optakten her.
