Efter et skuffende nederlag, eller en skidt sportslig periode, er der supportere der kræver managerens hoved på et fad. Arsenal er traditionelt en klub hvor man ikke fyrer de ansvarlige for et godt ord. Kontinuitet har altid været prioriteret frem for kortsigtet succes.

I artiklen om Arsenals bedste managers gennem tiderne, udpegede jeg Herbert Chapman, Arsène Wenger og George Graham som de tre historisk stærkeste. Nu skal det handle om de værste.

Vi starter med den tredjedårligste:

3. Terry Neill

Nordirske William John Terence (Terry) Neill havde en glorværdig fortid som forsvarsstyrmand for Arsenal i 1960’erne. Han havde også et indgående kendskab til fodbold-gamet på andre parametre, idet han havde været en stærk leder af de professionelle spilleres fagforening. Som manager indtog han imidlertid ”den modsatte side af forhandlingsbordet” når det kom til forhandlinger af løn, vilkår osv. 

Det gjorde Neill først i Hull City, hvor han sad i chefstolen 1970-74 sideløbende med et engagement som spillende træner for Nordirlands landshold. I 1974 blev han manager i Tottenham. Som tidligere Arsenal-profil var han ikke det mest oplagte manageremne på White Hart Lane. Resultaterne var ret pauvre, men ikke desto mindre hentede Arsenal ham ”hjem” i 1976, hvor Bertie Mee blev fyret efter en meget ringe sæson, hvor The Gunners nær var rykket ned for første gang siden 1919.

Begyndelsen var svær. En manager i engelsk fodbold på den tid forlod sig i dagligdagen i høj grad på en coach, der kunne træne og trimme truppen fysisk og sørge for det taktisk grundlæggende. Bertie Mee havde haft et sådant parløb med Dave Sexton og Don Howe. Men Neill insisterede på den tidligere Evertontræner, Wilf Dixon. Det var et dårligt valg. Stjernen Alan Ball kendte Dixon sin fortid på Goodison Park og nægtede nærmest at samarbejde med ham. Den nyindkøbte playmaker Alan Hudson havde et lignende, dårligt forhold til coachen, og i det hele taget lagde Hudson sig hurtigt ud med både trænerstab og manager, hvilket kulminerede med, at han udvandrede fra et taktikmøde hvor han fandt Neills faglige indsigt utilstrækkelig. Powerforwarden Malcolm Macdonald blev købt for en rekordsum i Newcastle, men også ”Super Mac” havde disciplinære udfordringer, der nær havde ført til fatal karambolage med trænerteamet. Macdonald blev dog på Highbury, mens Ball og Hudson hurtigt røg ud. Nordireren havde en heldigere hånd med andre transfers. Det var et scoop at han hentede Pat Jennings ind fra Spurs, og spillere som Brian Talbot, John Hollins, Alan Sunderland og Kenny Sansom blev kulthelte og fanfavoritter.

Neill var mere eller mindre tvunget til at skille sig af med Dixon, og ansatte i hans sted den fagligt stærke og højt respekterede Don Howe, der dermed vendte tilbage til Arsenal efter en (mislykket periode) som manager i WBA. 

I 1978 kvalificerede Arsenal sig til FA Cup finalen, men tabte skuffende til Ipswich efter at manageren valgte at satse på to halvskadede nøglespillere, Macdonald og Liam Brady til sin startopstilling. Ingen af dem burde have spillet. 

I 1979 sejrede The Gunners i den uforglemmelige ”5-minutters finale” over Manchester United, men året efter tabte en flok helt nedkørte og udasede kanonartillerister med vådt krudt i skytset til 2. divisionsklubben West Ham i finalen, og inden for samme uge, også til Valencia i slutkampen i Europa Cuppen for pokalvindere. Set i bakspejlet burde Neill have økonomiseret anderledes med sine spillere. Året derpå burde han have gjort meget mere for at holde på stjernespillerne Liam Brady og Frank Stapleton, men valgte i stedet en fornærmet attitude i forhold til at de to irere ytrede ønske om at komme til andre græsgange. Manageren kompenserede med storstilede og spektakulære indkøb af folk som Tony Woodcock, Paul Mariner, Lee Chapman og Vladimir Petrovic. Men kun førstnævnte levede op til forventningerne. Hvert år var Arsenal med fremme i efteråret, men tabte så pusten i juleprogrammet og blev henvist til sløje sekundære placeringer. I 1983 fik bestyrelsen nok og fyrede Terry Neill. Det blev hans sidste managerjob. Neill gik bort i 2022.

2. Bruce Rioch

Den i dansk fodbold så velkendte Bruce David Rioch blev født i den sydengelske by Aldershot, hvor den britiske professionelle hær i generationer har haft base og hovedkvarter. Faren var da også sergent i regimentet Scots Guards, men – som navnet antyder – var han skotsk, og dermed kunne Bruce udnytte den såkaldte Granny Rule til at repræsentere Skotland i 24 landskampe, bl.a. ved VM-slutrunden i Argentina i 1978. Han var anfører i adskillige landskampe.

Karrieren startede i Luton i anden halvdel af 1960’erne, og Bruce kom så til Aston Villa (hvor han en overgang optrådte sammen med broren). I 1974 skiftede han til Derby County, og året efter spillede han en ganske essentiel rolle i Derbys mesterskabstriumf. Med hele 15 scoringer satte han faktisk angriberne Kevin Hector, Roger Davies og Francis Lee til vægs og blev klubbens topscorer.

Efter en enkelt sæson i Everton i 1976-77 tog Bruce tilbage til Derby som 30-årig, men The Rams måtte kæmpe for at undgå nedrykning, og Riochs egen karriere gik på hæld. Han blev spillende manager i 4. divisionsklubben Torquay United i 1981 med meget begrænset succes i Basil Fawltys badeby. 

Efter et år i Nordamerika trænede Bruce Middlesbrough, Millwall og Bolton inden han fik den eftertragtede chefstol i Arsenal. 

Jobbet på Highbury var en massiv opgave. Forgængeren George Graham havde forladt the Gunners i vanære, men også efter en epoke med trofæer og genrejsning. Rioch gik frisk i gang med at modernisere og ommøblere. Han indså at der var behov for en mere boldfast og offensiv tilgang. Det kedelige omdømme ”Boring Arsenal” skulle ændres til noget mere positivt. 

Et led i den proces var at adressere et latent kæmpeproblem i truppen: Der fandtes en yderst nedbrydende alkoholkultur i klubben, og flere spillere levede en reel dobbelttilværelse med druk, gambling og et privatliv i overhalingsbanen. Skotten gik til sagen med en asketisk og puritansk grundholdning, der ikke faldt i lige god jord overalt. Han gik så vidt som til at udtale at: “Unge fodboldspillere bør være gift. Og de skal passe på deres fitness og helbred – også i de lange aftener”. 

En del af recepten for at imødegå truppens disciplinære problemer var en træningsintensitet af hidtil uset karakter i Arsenal. 

På den positive side kom opgøret med den defensive spillestil og manglen på personlig disciplin, så småt til at bane vejen for et mere strømlinet og offensivt Arsenal. Men desværre var hverken spillet eller resultaterne prangende. Rioch brystede sig senere af at have hentet verdensklasse-teknikeren Dennis Bergkamp i Ajax, men mere neutrale betragtere har lagt ansvaret for den supertransfer hos direktøren David Dein. 

En 5. plads i sæsonen 1995-96 var ikke nok til at tilfredsstille klubbens bestyrelse, og Rioch blev fyret efter blot en enkelt sæson, 

Man kan hævde at en 5. plads og et pointsnit på 46,81 bør frikende Rioch fra at figurere på denne liste, men man må huske på, at Arsenal uhyre sjældent har opereret med at afskedige managers efter blot 1 sæson. Klubbens overraskende satsning med Rioch holdt ikke vand, især fordi han ikke var dygtig nok til at sætte sig i respekt hos stamspillerne. Det samme kan man sige om Mikel Artetas forgænger, Unai Emery. Baskeren havde lignende store vanskeligheder med en trup der var dårligt afstemt og sammensat, men Emerys pointsnit var noget højere end Riochs, og i modsætning til skotten har han siden bevist, at han er en særdeles kompetent manager. 

Bruce Rioch er i dag pensionist og bosat i det smukke Cornwall.

1. Billy Wright

Den tvivlsomme ære af at være nummer 1 på listen over Arsenals værste managers i historien, tilfalder legendariske Billy Wright. 

Wright var som aktiv en superstjerne i engelsk fodbold. Han førte Wolverhampton til adskillige engelske mesterskaber, og satte rekord med 106 landskampe for England. 

Den lyse forsvarer var elegant og forudseende. En verdensklassespiller, der, i kraft af sine konstruktive evner, var forud for sin tid.  

Det var ganske naturligt at den taktiske mester skulle være manager efter sit karrierestop. Først blev han træner for det engelske U-landshold, og fra 1962 indtog han managersædet i Arsenal. 

Wright kom til Highbury efter en periode med skuffende resultater under forgængerne, de to gamle Arsenalkæmper, George Swindin og Jack Crayston. The Gunners var taktisk på bagkant og man sukkede efter tidligere tiders storhed og dominans. Med Wright i chefstolen blev forventningerne skruet op, og der blev tilført økonomiske midler til at grundlægge en ny succes-epoke. Men det gik bare slet ikke. Den tidligere landsholdsanfører blev en uventet og særdeles eklatant fiasko.

Trods sine oplagte naturlige forcer som strateg, udviste Wright en næsten rystende mangel på taktisk overblik som manager. Han var ikke i stand til at organisere Arsenals defensiv, der – stik imod klubbens traditioner – agerede som et af ligaens svageste. Wright excellerede i dyre indkøb, men uden at det blev omsat til sportslig succes. Et af mange eksempler var den tårnhøje skotske stopper, Ian Ure, der blev hentet for et rekordbeløb i Dundee, men viste sig som en kolos på lerfødder. 

Internt i truppen og blandt de ansatte fusede respekten for Wright gradvist ud. Han opførte sig til tider barnligt og hysterisk når han blev modsagt, og når det stod klart at han manglede værktøjer til at imødegå de spillemæssige udfordringer og skuffelser. Det var ikke overraskende at han blev fyret i 1966, snarere forbløffende at han fik så lang snor. Det samlede pointsnit på 38,46 var ekstremt usselt. Managerjobbet på Highbury blev hans sidste.

Billy Wright vil for altid stå som et lysende symbol på, at man ikke altid kan omsætte en brillant aktiv karriere til at blive en dygtig manager.