Fra en dag til den anden: Saints bryder historisk sponsor-aftale
Southampton har pludseligt afbrudt samarbejdet med den kinesiske marketing- og underholdningsplatform LD Sports, som skulle have været klubbens trøjesponsor frem til slutningen af 2021/22-sæsonen.
Aftalen med LD Sports blev oprindeligt indgået i sidste sommer, hvor Southampton skovlede klubbens – med afstand – største sponsor-aftale nogensinde til en værdi af 7,5 millioner pund om året.
Nu melder BBC, Daily Mail og The Times, at handlen er gået i vasken.
– Over den sidste uge har klubben bestræbt sig på at sikre sig en bekræftelse omkring, at LD Sports fortsat er en ordentlig og troværdig partner, men vi er blevet efterladt uden andet alternativ end at afbryde aftalen med øjeblikkelig virkning, lyder det fra en repræsentant for Southampton til BBC.
Tilbage i Marts berettede The Times om, at Southamptons kinesiske ejer Jisheng Gao var i færd med at sælge sin betydelige andel i klubben for 250 millioner pund, og der har derfor været spekuleret omrking, at Gaos snarlige exit har noget at gøre med hans landsmænd fra LD Sports' aftrædelse.
Daily Mail har omvendt skudt denne påstand til jorden, hvor de understreger, at Gaos anliggender intet har at gøre med situationen.
Daily Mail og BBC bekræfter begge, at betting-firmaet Sportsbet.io har overtaget LD Sports trøje-sponsorat i den kommende sæson.