Fra B.93-målmaskine til sportsjournalist: Historien om Magnus Simonsen, Danmarks skjulte fodboldhelt
Magnus Agergaard Thing Simonsen blev født på denne dag i 1900. Magnus voksede op på et stort mejeri i Stenlille, hvor faderen var bestyrer.
Som 16-årig kom knægten til København hvor han kom i lære som kontorist og boede som logerende i Nansensgade og senere Nørre Voldgade. Han var stærkt fanget af fodbolden og meldte sig i B.93. Her viste det sig at den unge mand havde en helt usædvanlig tæft for at score mål. Den hurtige, mørkhårede kanonskytte fik debut i 1919 og var i stand til at nette 79 gange i 79 førsteholdskampe. Det må siges at være en stærk målscoringsrate!
I 1922 fik angriberen debut på landsholdet i en kamp i Fredrikstad mod Norge, der endte 3-3 på bl.a. to scoringer af målkongen Poul ”Tist” Nielsen. På det tidspunkt blev en uafgjort landskamp mod nordmændene betragtet som et halvt nederlag, men danskerne havde det notorisk vanskeligt med udekampene i Norge, især på grund af de meget dårlige baneforhold, der problematiserede det sædvanlige flydende danske pasningsspil.
I 1923 blev der for første gang foranstaltet en prestigematch mellem København og Provinsen. Foranledningen var at man i lokalunionerne pressede på for at UK skulle skele mere til provinsspillerne end det var tilfældet. Københavnerne vandt imidlertid med 9-1, og Magnus Simonsen scorede 4 gange. Han blev så udtaget til landsholdet mod Schweiz, i øvrigt sammen med en enkelt spiller fra Provinsens hold, den tidligere B.93’er Thorvald Schultz der repræsenterede Vejen som den første spiller på landsholdet fra en klub udenfor Valby Bakke.
Danmark sejrede med 3-2 på bl.a. to straffesparksmål af KB’s kæmpestore, bebrillede back, Steen Steensen Blicher (oldebarn til digteren af samme navn og far til den senere landsholdsanfører – også af samme navn – fra AB). For alpelandet scorede legenden ”Xam” Max Abegglen, der senere fik klubben Xamax Neuchatel opkaldt efter sig, og var stjernen på det schweiziske mandskab der vandt OL-sølv i 1924, altså året efter at Danmark havde slået dem i København. Også i dette tilfælde var pressen kritisk over for den danske præstation. Angrebskæden, med Magnus Simonsen som centerforward, havde skuffet, og i slutfasen var udeholdet tæt på at udligne. Blichers forsvarskollega, Vilhelm Jørgensen fra B.1903, blev skadet i anden halvleg, og der måtte ikke indsættes reserver. Danskerne sloges med rygge mod muren, men sejrede. Ingen anede på det tidspunkt, at gæsterne var så stærke, at de året efter nåede OL-finalen i dét der dengang var verdens største og mest betydningsfulde landsholdsturnering. Desværre nægtede DBU i denne periode at spille internationalt turneringsfodbold.
I erhvervsmæssigt medfør opholdt Magnus Simonsen sig i lange perioder i Paris, hvor han spillede – med stor succes – som amatør for klubben Stade Francais sammen med AB’eren Kaj Andrup og en anden 93’er, Børge Mørch. De tre blev de første danske topspillere i en udenlandsk liga siden Carl Skomar’ Hansen i 1921 blev den første danske professionelle spiller (i Glasgow Rangers). I princippet kunne Magnus, i kraft af sin amatørstatus, have fortsat med at spille på landsholdet, men DBU’s udtagelseskomité foretrak de hjemlige spillere, som var lettere at observere fra uge til uge.
I 1926 vendte Simonsen hjem til København og var året efter med til at gøre B.93 til danske mestre. Stjernerne på holdet var – foruden Simonsen – den fremragende målmand ”Lange-Svend” Jensen, Fritz ”Greven” Tarp, Poul ”Pølse” Jensen, og de uopslidelige veteraner Michael ”Mikkel” Rohde og Anton ”Kanonen” Olsen.
Magnus Simonsen spillede sin sidste landskamp dét år. Han ville utvivlsomt have opnået langt flere end 4 i alt, hvis det ikke havde været for de år hvor han var bosat i Frankrig.
Efter den aktive fodboldkarriere blev Magnus Simonsen en af landets absolut dygtigste og mest fremtrædende sportsskribenter. Han var sportsredaktør på Politiken under pseudonymet Politikens Simon, og på magasinet Idrætsbladet. Desuden skrev han adskillige bøger om dansk og international fodbold.
Som journalist havde Simon for vane at stille sig lidt for sig selv når han overværede kampene. Han lagde vægt på at danne sig sit eget subjektive billede af begivenhederne, og ikke lade sig påvirke af meningerne blandt det øvrige tilstedeværende pressekorps. ”Simon” blev et stort forbillede for generationer af sportsjournalister. Han var som regel i stand til at indramme det momentane, øjebliksbillede i en historisk kontekst. For eksempel skrev han i 1959 overskriften ”En stjerne er født”, da den 17-årige Harald Nielsen debuterede på landsholdet i Norge. Det var så sandt som det var skrevet.
Magnus Simonsen døde i 1972.
