Fowler: Jeg forstår dig IKKE, Lukaku
Manchester United forventes indenfor kort tid at annoncere købet af Romelu Lukaku fra Everton. En belgisk topscorer, der længe så ud til at skulle til Chelsea, men som alligevel har besluttet sig at tage til Old Trafford.
En beslutning, der vækker undren hos den tidligere Premier League-bomber Robbie Fowler.
– Jeg må indrømme, at jeg er forbavset over Romelu Lukakus beslutning om at tage til Manchester United. Det er sjovt. Hvorfor vil han spille for en manager, der allerede har vurderet ham får dårlig to gange i karrieren?
– Det er præcis hvad José Mourinho har gjort – uanset hvad man siger. Han risikerer sin selvtillid, sit omdømme og sin fremtid ved at spille for Mourinho, skriver Fowler i en klumme for The Mirror og uddyber:
– OK. Han er blevet bedre siden da, det ved jeg. Men alligevel? Hvorfor? Jeg er overrasket og det er jeg specielt fordi det ser ud til at være sket så hurtigt.
Fowler er dog ikke i tvivl om Lukakus kvaliteter og tror da også, han vil score mål for Manchester United.
– Han misser sjældent en kamp og det er en af de ting, man kigger på, når man betaler så mange penge for en spiller. For det er virkelig mange penge. Specielt når man tænker på, at han stadigvæk har en del at bevise på højeste plan.
– Lukaku vil, når han er i godt humør, forbedre Manchester United i den kommende sæson, skriver Fowler.