- Fortryder ikke mit skifte
Stevan Jovetic forld i sommer Fiorentina til fordel for Manchester City. Spilletiden har været knap, men dette får ikke den målfarlige angriber til at fortryde sit skifte.
Manchester City forstærkede sig i løbet af sommeren med den målfarlige montenegriner Stevan Jovetic, som kom til fra Fiorentina i Italien. Stevan Jovetic har siden sin ankomst haft svært ved at præstere på samme niveau som i sidste sæson, hvilket har kostet ham flere minutter på bænken end på banen. Jovetic selv er dog ikke bekymret, da den dårlige start har haft sine årsager:
– Da jeg ankom til City var jeg ikke i mit livs form. De andre spillere var i bedre form end jeg var, udtaler han til den italienske avis Tuttosport og tilføjer:
– Jeg blev også skadet, da jeg var afsted med landsholdet, hvilket satte mig endnu mere tilbage.
Stevan Jovetic er siden kommet sig ovenpå sin skade og i fredagens landskamp mod England spillede han fuldtid for Montenegro:
– I kampen mod England fik jeg bevist at min form er god. Nu mangler jeg bare at spille regelmæssigt så min form kan blive endnu bedre. Jeg er slet ikke bekymret, slutter Jovetic.