Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Forspildt chance: Klopp sagde nej til ny dokumentarserie om Liverpool

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
21.09.2018 Kl. 10:14
Ifølge Daily Mirror har Jürgen Klopp sagt nej til, at Amazon kunne lave en ny All or Nothing-sæson om Liverpool.

Er det sandt, er det svært som fodboldfan ikke at ærgre sig, for Jürgen Klopp har angiveligt sagt nej til, at Liverpool deltager i den næste sæson af All or Nothing-serien.

Amazon Prime-serien fulgte sidste sæson Manchester City, hvilket førte til en anmelderrost dokumentarserie på otte episoder.

I næste sæson skulle dokumentarholdet i stedet have været fluen-på-væggen i Liverpool-omklædningsrummet, hvis ikke den tyske træner havde takket nej.

Det skriver Daily Mirror, der ligeledes beretter, at Liverpools ledere såvel som ejere, inklusiv John Henry, havde givet grønt lys til, at The Reds kunne deltage, inden Klopp altså trak stikket på planerne.

Daily Mirror skriver, at Klopp var meget imod ideen om at lade kameraerne trænge sig på, ligesom Liverpool-træneren skulle have været bange for, at spillerne ændrede opførsel med kameralinsen rettet mod dem.

Den tyske træner har sikkert sine grunde, men det virker stadig som en forspildt mulighed for at give fansene en unik indsigt i, hvad der sker bag kulissen hos The Reds.

Amazon, efter at være blevet afvist af Liverpool, har nu angiveligt kig på et samarbejde med Bayern München i stedet. 

Annonce