Forlanger United-spiller solgt efter historisk nederlag
Manchester United led et nederlag, da Brighton gæstede Old Trafford denne søndag.
The Seagulls kunne rejse hjem med en 3-1-sejr, og det er således sjette nederlag for klubbens nye cheftræner, Rúben Amorim, siden hans debut mod Ipswich Town i slutningen af november.
LÆS OGSÅ: United-fans raser over én taktisk beslutning fra Amorim
Og efter kampen var den populære United-tilhænger Mark Goldbridge, der også er vært hos fankanalen The United Stand, kritisk mod særligt én spiller fra De Røde Djævle.
Med blot 15 dage tilbage af januars transfervindue, har United endnu ikke foretaget sig noget på transfermarkedet, men Antony er efter sigende tæt på at forlade klubben.
Men Amorim skal gøre endnu mere, mener Goldbridge. Tiden er nemlig også inde til at skille sig af med camerounske André Onana, der begik en stor fejltagelse i forbindelse med Brightons tredje mål søndag eftermiddag.
– Han er nødt til at forlade klubben, skrev Goldbridge på det sociale medie X efter kampen.
Onanas fejl i det 75. minut, hvor han forsøgte at snuppe bolden fra Brightons Yasin Ayiri, førte i stedet til et mål, da bolden faldt ned foran Georginio Rutter, der kunne lukke og slukke for det gæstende mandskab.
I forbindelse med en livestreaming under selve kampen, havde Goldbridge endnu mere at tilføje.
– Åh, for himlens skyld, sælg dog den kusse i målet. Åh, Gud. Han er så lort.
– Sikke en tosse. Hvis man gik og forestillede sig, at det ikke kunne blive værre, så er der denne Dracula på mål. Han er allergisk for indlæg.
– Han kommer ind til denne bold, og den hopper væk fra ham til en Brighton-spiller. Hans hænder er jo lavet af teflon, den (bolden, red.) glider direkte ud af hænderne på ham, lød det videre fra Goldbridge.
Nederlaget til United var historisk i den forstand, at det nu er tredje sæson på stribe, at Brighton vinder på Old Trafford i Premier League. Det er kun anden gang i Premier League-historien, at et hold formår at gøre det på Manchester Uniteds hjemmebane.
Klubbens cheftræner, Rúben Amorim, var heller ikke tilfreds med resultatet, og han sendte en indirekte sviner til sin egen spillertrup, som han kaldte for den muligvis dårligste trup i Uniteds historie.
– De var komfortable. Vi forsøgte, men det var ikke særlig god fodbold. Man kan se denne kamp, og man kan huske Bournemouth, man kan huske Nottingham. Vi var med i kampen, og så lukker vi mål ind, som vi ikke må lukke ind, og det er meget hårdt for alle. Vi taber igen, på hjemmebane. Det er uacceptabelt, og vi er nødt til at ændre det, og det skal ændres hurtigt.
– Det står klart for mig (at det kommer til at tage noget tid, red.) for jeg kommer ikke til at ændre måden, jeg ser spillet på. Det er jeg meget bevidst om. Spillerne kommer til at lide. Jeg er virkelig ked af, at fansene skal lide. Jeg har én måde at gøre ting på, som jeg ved vil skaffe os resultater, men i øjeblikket er vi nødt til at overleve. Så det er klart for alle, hvad vi kommer til at gøre.
LÆS OGSÅ: Antony på vej væk: United henter ny spiller
– Det her er måske det værste hold i Manchester Uniteds historie, lød det fra Amorim efter 1-3-nederlaget.


















