Forlæng eller bliv solgt: Arsenal tilbyder Ramsey ny 5-årig kontrakt
Aaron Ramsey går lige nu og tygger på et kontraktudspil fra Arsenal, der har tilbudt ham en ny 5-årig kontrakt. Det skriver The Telegraph.
Arsenals nye træner Unai Emery er meget betaget af Ramsey, som han har planer om at give en central rolle på holdet, og waliseren kan angiveligt se frem til en klækkelig lønforhøjelse i den nye kontrakt.
Midtbanespillerens nuværende aftale med The Gunners udløber om et års tid, og parterne skal derfor snart nå til enighed, hvis waliseren fortsat skal iføre sig Arsenals trøje.
London-klubben ønsker nemlig ikke at lade Ramsey smutte gratis, og de vil derfor sælge ham, hvis han ikke ønsker at forlænge.
The Telegraph skriver samtidig også, at Arsenal har tilbudt Jack Wilshere en ny kontrakt, og Emery vil mødes med begge spillere i de kommende uger.