Forlader Arsenal: Sættes allerede i forbindelse med nyt job
Edu Gaspar har angiveligt lagt sin opsigelse i Arsenal.
Brasilianeren har været i klubben fra Emirates Stadium siden 2019. Først som teknisk direktør og siden som sportsdirektør, men nu er det angiveligt slut.
Noget tyder dog på, at Edu Gaspar ikke skal gå arbejdsløs ret længe.
Læs også: Den bliver svær, Riemer: Danske angribere i vild målform
For han sættes allerede i forbindelse med et nyt job.
Det er Evangelos Marinakis´ gruppe af klubber, der blandt andet inkluderer Nottingham Forest, Olympiakos og Rio Ave, der er interesserede i Edu Gaspar.
Det skriver Sky Sports Lyall Thomas på det sociale medie X.
Edu Gaspar har været sportsdirektør i Arsenal siden 2022. Han har i hele sin periode i klubben fra Emirates Stadium arbejdet helt tæt sammen med Mikel Arteta i deres fælles forsøg på at få Arsenal tilbage i den absolutte Premier League-top.
Et forsøg, der foreløbigt kulminerede i den forgangne sæson, da Arsenal duellerede med Manchester City om Premier League-trofæet til det absolut sidste.
Arsenal har fået en svær start på sæsonen, og i weekenden gik det igen anderledes end The Gunners havde håbet.
Her tabte de med 1-0 til Newcastle. Svenske Alexander Isak scorede kampens enlige mål efter bare 12 minutters spil.


















