Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Forhandlingerne er skudt i gang: Tottenham vil have Lyon-stjerne

Af Morten Bruun Jørgensen
12.06.2019 Kl. 15:04
Tottenham har åbnet forhandlingerne med Lyon, men de to klubber er slet ikke enige om prisen for Tanguy Ndombélé, der er i søgelyset hos flere andre topklubber.

Tanguy Ndombélé er formentlig en spiller, du efterhånden har hørt om, men i fremtiden vil der formentlig blive snakket noget mere om den franske midtbanespiller.

Han har allerede i en alder af 22 fået seks landskampe på det stærke franske landshold, og han er gennem længere tid blevet sat i forbindelse med en række europæiske storklubber efter sine imponerende præstationer for Lyon.

Det første skridt mod at købe Tanguy Ndombélé er dog blevet taget af Tottenham. Ifølge den troværdige engelske avis, the Guardian, har London-klubben åbnet forhandlinger med Lyon.

Indtil videre er der ikke afgivet et officielt bud på den centrale midtbanespiller, men det forlyder, at Tottenham vurderer franskmanden til at være omtrent €50 millioner værd. Det kan dog vise sig at blive et stort problem, for Lyon forlanger €75 millioner for profilen.

Det er offentligt kendt, at Lyon præsident, Jean-Michel Aulas, er en hård mand i forhandlingslokalerne, og prisen på Tanguy Ndombélé vil næppe blive sænket, idet klubber som Manchester City, Juventus og Real Madrid alle viser interesse.

Tottenham er dog meget opsat på at forstærke den centrale midtbane efter at have sagt farvel til Mousa Dembélé i januar. Om Tanguy Ndombélé bliver den ønskede forstærkning vil de kommende uger og måneder vise.

Transfervinduet for Premier League-klubberne lukker den 9. august.

Annonce