Foran tidsplanen: Arsenal-kaptajn er tilbage på træningsbanen
I Europa League-semifinalen mod Atletico Madrid i sidste sæson kom Arsenal-anfører Laurent Koscielny galt afsted, da han sprængt sin akillessene. Skaden kostede ham resten af sæsonen, ligesom VM med det franske landshold også var udelukket.
I stedet stod han foran en operation og et langt genoptræningsforløb. Meldingerne gik på, at han først ville være tilbage på træningsbanen i december, men den franske forsvarsspiller er langt foran tidsplanen.
I søndags troppede Koscielny således op på Arsenals træningsanlæg sammen med sine holdkammerater og det til stor glæde for holdets spanske manager Unai Emery:
– Han arbejder virkelig hårdt. Først var han i Frankrig for at genoptræne, men er nu vendt retur til London. Vi er glade for at se ham, fordi han er vores kaptajn og han viser os sin styrke ved at være her, forklarer den spanske manager.
Selvom Laurent Koscielny er tilabge i Arsenal betyder det ikke, at klubbens fans kan forvente at se forsvarsspilleren i aktion lige foreløbig:
– Vi skal have tålmodighed. Det var en alvorlig skade, som kræver tid. Han gøre store fremskridt, men det er stadig svært at sige, hvornår han er klar til at spille. I dag kunne han løbe og være ude på banen, men kun tiden må vise, hvornår han er klar til kamp igen, slutter Unai Emery.