Flop presser på for exit
Kalvin Phillips vil ikke nøjes med endnu en låneaftale.
Denne sommer vil midtbanespilleren væk fra Manchester City på permanent basis. Det siger Football Insiders transferkorrespondent Pete O´Rourke i mediets podcast Inside Track.
Selvsamme medie har tidligere berettet om, at City er klar til at acceptere bud i omegnen af 170 millioner kroner. Det er mindre end halvdelen af det beløb, som de engelske mestre betalte for ham i Leeds for bare to år siden.
Både Everton og Aston Villa har angiveligt holdt øje med Phillips´ situation, men begge klubber skulle foretrække at leje, fremfor at købe. Tidligere har City skræmt købere væk med et noget højere prisskilt end det nuværende.
Phillips kommer fra et skidt låneophold hos West Ham, der bare gav ham otte Premier League-kampe på seks måneder. Et rødt kort mod Nottingham Forest i februar samt en lårskade i foråret hjalp ikke.
I efteråret havde Phillips kun spillet fire ligakampe for City. I hele den forgangne sæson nåede han 12. Kort sagt har Pep Guardiola foretrukket andre spillere, og nu presser Phillips så på for ikke at skulle risikere atter at vende tilbage til spanieren.
Phillips har tidligere erklæret, hvem han gerne vil spille for.


















