Flanagan ikke slået ud af indkøb
Liverpool har været særdeles aktive på transfermarkedet, og det betyder nu, at manager Brendan Rodgers råder over en bred og stærk trup frem mod den kommende Premier League-sæson.
I forsvaret har man forstærket sig på backpladserne, hvor man har hentet de to spanske backs Alberto Moreno og Javier Manquillo, og det truer nu den tidligere ungdomsspiller Jon Flanagans plads i startopstillingen.
Flanagan blev skadet under pre-season, men ventes snart at være tilbage. Her vil den unge englænder ikke lade sig slå ud af de mange indkøb men i stedet kæmpe for sin plads.
– Jeg tror ikke, at der er lang vej nu, og jeg tror, jeg er tilbage efter landskampspausen, hvis alt går, som det skal, fortæller Flanagan til Liverpools officielle hjemmeside og fortsætter:
– Det har været frustrerende for mig, men jeg skal ikke tænke for meget på det. Det var hårdt at blive skadet i pre-season, men jeg bliver nødt til at glemme det nu og kigge fremad.
– Det bliver hårdt, men jeg er mere opsat end aldrig før. Det er en stor sæson for mig, og jeg kan ikke vente med at komme tilbage. Der er stor konkurrence om pladserne, hvilket er godt for os. Manageren har forstærket truppen med nye indkøb, så jeg bliver nødt til at blive ved med at arbejde hårdt og så forhåbenligt få en chance, slutter Flanagan.