Fire mulige angribere for United til sommer
Robin Van Persie er ikke glad for den nuværende situation i Manchester United, og derfor går rygterne på, om den hollandske stjerneangriber vil forlade sidste sæsons mestre til sommer. Talksport har udset sig fire mulige afløsere for den tidligere topscorer.
Det første emne er den kroatiske bomber, Mario Mandzukic, som formentlig kommer i overskud, når Robert Lewandowski til sommer skifter til Bayern München. Mandzukic er en fremragende boksspiller, der er utrolig sikker i afslutningerne, og så er han utrolig farlig i hovedspillet. Han vil derfor passe godt i Uniteds spillestil med de mange indlæg, som især Antonio Valencia bidrager med.
En anden fysisk stærk angriber nævnes også som en mulighed. Det er ham, som Colombia sætter deres lid til til sommer, nu hvor Radamel Falcao er ude med en skade. Det er selvfølgelig Jackson Martinez, som Talksport mener, vil være et godt køb for David Moyes. Martinez besidder mange af de samme kvaliteter som Mandzukic, dog har han endnu ikke bevist sig andetsteds end i den portugisiske liga.
Diego Costa har været rygtet til Manchester United i lang tid, og han er efter sigende stadig en spiller, som Moyes har et godt øje til. Costa bomber fortsat mål ind for Atletico Madrid i den spanske liga, og han er den eneste, der kan følge nogenlunde med Cristiano Ronaldo på topscorerlisten. Enkelte fans hist og her skulle dog ikke være synderlig begejstret for udsigten til den spanske angriber, som er kendt for at være en usympatisk spiller.
Den sidste spiller, som Talksport nævner som en kandidat, virker som den mest urealistiske. Romelu Lukaku er fortsat ejer af Chelsea, selvom han både i den sidste og nuværende sæson har været lejet ud. Det virker usandsynligt, at Chelsea vil sælge endnu en dygtig spiller til Manchester United. Lukaku spås stadig en enorm fremtid, selvom det langt fra er sikkert, at det bliver i den kongeblå Chelsea-trøje, at han for alvor skal vise sit potentiale.