Fik kun lov til at stå urørt i få timer - hærværk mod Guardiola-maleri
Et vægmaleri af Pep Guardiola pryder i øjeblikket bybilledet i Manchester.
Det er dog ikke alle, som er store tilhængere af den spanske manager. Kort efter vægmaleriet var en realitet, blev det nemlig overdynget med graffiti.
Og ikke en hvilken som helst graffiti. Personen eller personerne med spraydåsen har med stor sandsynlighed en stor kærlighed til Manchester United, for der er skrevet 'MUFC' flere steder på facaden.
Pep Guardiola mural near the Etihad defaced with 'MUFC' graffiti the day after unveiling https://t.co/3cyR2ZPi3T pic.twitter.com/iFeiEswWHd
— Manchester News MEN (@MENnewsdesk) September 23, 2022
Manchester Evening News skriver dog lørdag eftermiddag, at vægmaleriet igen er frit for graffiti.
Det er kunstneren Mr Meana, der har været i gang, og han har angiveligt brugt hele tre dage på at pynte facaden med Guardiolas ansigt, skriver lokalavisen.
En 63-årig kvinde ved navn Lesley Kelly, som bor i huset, der nu også består af et vægmaleri, siger følgende om hærværket:
– Det gør mig bare så vred. Det er vandalisme. Mine brødre er United-fans, men de mener, at det er forrygende (vægmaleriet, red.).
– Alle kan værdsætte, hvad Pep har gjort, og at dette er City-territorie meget tæt på stadion. Det er bare så barnligt og meningsløst at gøre sådan noget.
– Det lader til, at det er en voksen, der har stået for hærværket, når man ser, hvor højt oppe det er. Hvilken besked sender det til vores børn? Jeg var så glad, da det var færdigt, men nu er jeg vred, siger Kelly til Manchester Evening News.
Pep Guardiola har vundet ni betydningsfulde trofæer siden sin ankomst til Manchester City i 2016.