FIFA: Suarez bliver straffet - ikke Liverpool
Suarez fik i går sin straf, der lød på ni karantænedage med landsholdet og fire måneders udelukkelse fra fodbold. Dette betyder, at han misser 13 Liverpool-kampe, heriblandt ni Premier League-kampe.
Efterfølgende meldte Liverpool ud, at klubben ikke mente, at de skulle straffes for noget, Suarez havde lavet i en turnering, som de var tvunget til at afgive ham til.
Dette afviser FIFAs generalsekretær, Jerome Valcke, der mener, at det er Suarez og ikke Liverpool, der bliver straffet i sagen.
– Det er ikke Liverpool, der bliver straffet, det er spilleren (Luis Suarez, red.), fortæller Valcke til AFP.
– Jeg synes, at Suarez bør gennemgå en form for behandling. Der er noget helt galt.
Offeret for Suarez' bid, Giorgio Chiellini, har udtalt, at han synes, at straffen er for hård. Dette er Valcke dog fuldstændig ligeglad med.
– Og hvad så? Dette er en afgørelse foretaget af disciplinærkomiteen baseret på, hvad vi har set. Det handler ikke bare om det, der skete, men også, at det blev set af millioner af mennesker. Det er ikke noget, du ønsker, at små børn skal se. Sådan noget skal ikke ske i en fodboldkamp under VM – eller på noget andet niveau, slutter Valcke.
Er straffen til Suarez for hård for Liverpool?