Fernandinho: Liverpool kan godt lide lange bolde
Manchester City og Liverpool mødes tirsdag på Eithad Stadium i Champions League, og her skal Pep Guardiolas tropper forsøge at overkomme 0-3-nederlaget fra det første opgør.
City får derfor brug for alle tricks i bogen, og inden opgøret har Fernandinho været ude og provokere tirsdagens modstander i pressen. Brasilianeren siger således, at Liverpool er glade for at spille på lange bolde.
– Det er et hold, som kan lide at spille lange bolde. De forsøger at holde spillere omkring midten af banen, siger Fernandinho ifølge The Independent og uddyber:
– Jeg håber, at vi kan løse alle de problemer, vi havde – specielt i første halvleg. Vi lukkede tre mål ind på 10-15 minutter. Hvis det er tilfældet, kan vi spille kampen på vores præmisser.
Manchester City tabte også weekendens Manchester-derby, selvom man kom foran med 2-0, men Fernandinho er ikke bekymret for, at City-spillerne er ramt på selvtilliden.
– Det var en svær uge for os med to nederlag på en uge, men det hører allerede fortiden til. Vores fokus er på returopgøret mod Liverpool, og den eneste måde at spille god fodbold på er ved at være positiv.
– Nu skal de erfarne spillere tage over og tage kontrol. Selvfølgelig er det ikke let med to nederlag, men det sker selv for de bedste hold i verden. Hvad vi har udrettet i denne sæson er fantastisk, og vi har en chance for at gå videre i Champions League.
Mohamed Salah, Alex Oxlade-Chamberlain og Sadio Mané scorede målene på Anfield.