Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Fernandes sikrede sejren - men det kostede United 37 mio. kroner

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
27.09.2020 Kl. 13:49
Portugisiske Record skriver, at portugiserens optræden for The Red Devils blev en dyr affære for klubben.

Bruno Fernandes sikrede lige akkurat Manchester United alle tre points med sin straffesparksscoring mod Brighton, men portugiserens optræden blev en kostbar en af slagsen for The Red Devils.

Portugisiske Record skriver nemlig i dagens avis, at Sporting Lissabon er blevet €5 millioner – 37 millioner kroner – rigere,  efter klubbens forhenværende anfører lørdag spillede sin kamp nummer 25 for Manchester United.

Da Manchester United signede Fernandes, skrev klubben under på, at Sporting ville være garanteret £46 millioner i betaling for playmakeren. Samtidigt blev der inkluderet en række bonusser i betalingsstrukturen, som i sidste ende kan få den samlede pris til at stige til £68 millioner.

Med sin kamp nummer 25 for The Red Devils blev endnu en sådan betalingsbonus gjort gyldig, så det kostede Manhchester United €5 millioner at starte Bruno Fernandes.

Manchester United skulle også allerede have udbetalt €3 millioner til Sporting, da klubben sidste sæson kvalificerede sig til dette års Champions League-turnering.

Men sådan som portugiseren fortsætter med at levere, er der næppe nogen i Manchester United, som for alvor er kede af at måtte punge ekstra ud for signingen.

Annonce