Fernandes om Leeds-stjerne: Jeg er klar til at sparke ham ned
Udenfor fodboldbanen er de bedste venner, men på Elland Road denne søndag er de bitre rivaler, og Bruno Fernandes er ikke bange for at gå til stålet over for Leeds-profilen Raphinha. Det fortæller portugiseren til Manchester Uniteds hjemmeside.
– Jeg tror måske, at han uheldigvis for Leeds er skadet til kampen, men det håber jeg ikke. Jeg håber, jeg kan spille imod ham, og skal jeg lægge ham ned under kampen, lægger jeg ham ned, siger Fernandes til Manutd.com.
– Venskabet bliver ude af kampen. Det ved han. Han er en af de spillere, som kender mig bedre end nogen andre, så skal vi kæmpe i kampen, kæmper vi, og så tager vi hjem bagefter, men i kampen er vi ikke venner.
Fernandes og Raphinha spillede sammen i Sporting Lissabon, før brasilianeren drog til Rennes, der sidste sommer solgte ham til Leeds. United-stjernen har tidligere fortalt, hvordan han og Raphinha havde en kemi på grønsværen som ingen andre.