Fernandes dummer sig: Misser Liverpool-brag
Bruno Fernandes vidste det helt sikkert godt.
Et gult kort i lørdagens Premier League-kamp mod Bournemouth ville udløse en automatisk karantænedag, fordi han på forhånd havde samlet fire gule kort sammen i sæsonen.
Det ville koste ham den kommende storkamp mod Liverpool næste weekend.
Alligevel kunne Manchester United-anføreren ikke holde sig i skindet, og efter 84 minutter modtog han et gult kort – formentlig for at brokke sig på et tidspunkt, hvor De Røde Djævle for længst havde tabt kampen.
Dermed må Erik ten Hag undvære sit offensive omdrejningspunkt i kampen på Anfield næste søndag, og det giver udfordringer for United-manageren.
For der er nemlig ikke en direkte afløser for Fernandes i truppen – og slet ikke på nuværende tidspunkt, hvor spillere som Christian Eriksen og Mason Mount er ukampdygtige.
I forvejen må Manchester United også undvære skadede spillere som Casemiro og Lisandro Martinez, og der er nok ikke nogen tvivl om, at Liverpool kommer til at have en ret stor favoritværdighed.
Her kan du læse vores karakterbog fra Manchester Uniteds ydmygende nederlag på eget græs mod Bournemouth tidligere i dag.