Ferguson: Rooneys rekord bliver nok aldrig slået
I lørdags scorede Wayne Rooney for Manchester United i Premier League-opgøret mod Stoke City til 1-1 dybt inde i overtiden.
Det flotte frisparksmål var englænderens mål nummer 250, og dermed overgik Rooney Sir Bobby Charlton og er nu den mest scorende United-spiller nogensinde.
Den rekord kommer nok aldrig til at blive slået – hvert fald ikke hvis man skal tro klubbens tidligere manager, Alex Ferguson.
– Den holdt i 44 år, tror jeg, og da Rooney kom til klubben, kunne jeg slet ikke forestille mig, at nogen kunne slå Sir Bobbys rekord, udtaler Sir Alex Ferguson til MUTV.
– Så denne milepæl er fuldstændig fantastisk, fortsætter den tidligere Manchester United-manager.
– Han har også spillet omkring 200 kampe færre end Bobby, og det gør det kun mere fantastisk.
– Jeg tror ikke, at der er nogen, der kan overgå Rooney. Jeg kan ikke sige aldrig – aldrig sig aldrig – men hvis man kigger på moderne fodbold, så er Manchester United en af de få klubber, der kan holde på en spiller i over 10 år.